Mattia Bortoloni

En genopdaget mester af den italienske rokoko: Mattia Bortoloni

Mattia Bortoloni, et navn der i århundreder har eksisteret i relativ glemsel, står nu som en central skikkelse i overgangen fra den sene barok til den livlige ånd i den tidlige italienske rokoko. Han blev født i 1695, og hans liv udfoldede sig mod en baggrund af et Norditalien, der summede af kunstnerisk ferment, men som dog blev overskygget af mere berømte samtidige som Giovanni Battista Tiepolo. Alt for længe gik Bortolonis bidrag enten tabt i anonyme bestillingsværker eller blev fejlagtigt tilskrevet andre – et vidnesbyrd om kunsthistoriens lunefulde anerkendelse og de udfordringer, der er forbundet med studiet af freskomaleri, som er et medie, der er uløseligt knyttet til det specifikke sted. Hans historie er en fortælling om en forsinket anerkendelse, antændt af flittig forskning fra midten af det 20. århundrede, som afslørede en bemærkelsesværdig innovativ kunstner, hvis værker foregreb mange af de kendetegn, vi i dag forbinder med rokoko-stilen.

Tidligt liv og uddannelse under Balestra

Bortolonis kunstneriske rejse begyndte under vejledning af Antonio Balestra, en fremtrædende maler fra Verona, der var kendt for sine storslåede dekorative værker og sin mesterlige beherskelse af illusionistisk loftmaleri. Denne formative periode indprentede en solid teknisk fundament i Bortoloni – en beherskelse af perspektiv, komposition og de indviklede teknikker, der kræves for at udføre freskomalerier i stor skala. Selvom Balestras indflydelse er tydelig i Bortolonis tidlige værker – i form af en vis formalitet og klarhed i linjeføringen – begyndte den unge kunstner hurtigt at udvikle sin egen distinkte stemme. Han opsugede sin mentors lektioner, men besjælede dem med en spirende følsomhed over for farve, lys og narrativ dynamik, som senere skulle blive kendetegn for hans modne stil. Hans tidlige karrieres geografiske fokus var solidt forankret i Norditalien, hvor han påtog sig opgaver til kirker og villaer over hele Veneto-regionen og herudover. Denne tidlige periode lagde grundstenen til de ambitiøse projekter, der skulle definere hans eftermæle, omend det først skete posthumt.

Afsløringen af Villa Cornaro-Gable

Vendepunktet i genopdagelsen af Mattia Bortoloni kom med Nicola Ivanoffs banebrydende forskning i 1950. Ivanoff tilskrev på overbevisende vis det forbløffende omfattende fresco-cyklus i Villa Cornaro-Gable, nær Piombino Dese, til den dengang lidt ukendte hånd fra Bortoloni. Dette var ingen lille åbenbaring; selve villaen er et mesterværk inden for renæssancearkitektur, tegnet af Andrea Palladio i 1551, og dens dekoration havde længe været svøbt i mysterier. De 104 paneler, udført med en svimlende hastighed, da Bortoloni kun var tyve år gammel, skildrer scener fra Det Gamle Testamente med en hidtil uset lethed i penselstrøget og en narrativ elegance. Det, der adskilte dette værk, var ikke blot teknisk dygtighed, men en nyskabende tilgang til historiefortælling – en dramatisk brug af farver, dynamiske kompositioner og en mærkbar følelse af teatralsk stemning, der foregreb rokokoens fokus på bevægelse og emotionel intensitet. Denne tilskrivning flyttede Bortoloni fra at blive betragtet som en efterfølger til Tiepolo til at være en innovator i egen ret, hvilket demonstrerede et tidligt talent for at forudse tidens stilistiske skift. Antonio Romagnolo bemærkede skarpsindigt, at cyklussen introducerer ”en rigdom af nye elementer, der foregriber rokokoen hos Tiepolo.”

Ikonografi og indflydelse: Et bibelsk fundament

Yderligere forskning har afsløret et fascinerende aspekt af Bortolonis kreative proces i Villa Cornaro-Gable. Det viste sig, at billedsproget i høj grad var baseret på en illustreret bibel udgivet i Amsterdam i år 1700. Dette antyder, at mæcenen, Procopio Cornaro, spillede en væsentlig rolle i udformningen af motivverdenen og måske endda guidede Bortoloni mod netop denne kilde. Kunstnerens evne til at transformere eksisterende billedmateriale til en sammenhængende og medrivende fortælling er dog det, der for alvor adskiller hans værk fra mængden. Han kopierede ikke blot illustrationer; han genfortolkede dem med en udpræget personlig vision, som besjælede scenerne med følelsesmæssig dybde og dramatisk energi. Udover Bibelen var Bortolonis kunstneriske inspirationskilder vidtrækkende og omfattede venetianske malertraditioner – herunder farvegløden hos Tizian og Veronese samt Tintorettos kompositionelle dynamik – samt de bredere europæiske strømninger mod dekorativ overflod.

Eftermæle og historisk betydning

Mattia Bortoloni døde i 1750 og efterlod sig en arv, som i over to århundreder forblev stort set overset. Det var først med det ambitiøse restaureringsprogram, der blev iværksat i 1982 for at bevare hans spektakulære kuppel i Santuario Basilica “Regina Montis Regalis”, at hans ry som mester inden for italiensk freskomaleri for alvor blev cementeret. I dag fejres Mattia Bortoloni ikke blot som en forløber for Tiepolo, men som en kunstner, der banede sin egen vej – en maler, hvis værker legemliggør overgangen fra den barokke storhed til rokokoens elegance. Hans genopdagelse tjener som en kraftfuld påmindelse om, at kunsthistorien konstant bliver skrevet om, og at ekstraordinært talent kan ligge i dvale i skyggen af de berømte mestre, ventende på den videnskabelige opmærksomhed, der kan bringe det tilbage i lyset.

• Hovedværker: Fresko-cyklus i Villa Cornaro-Gable (Piombino Dese), kuplen i Santuario Basilica “Regina Montis Regalis”.
• Særlige kendetegn: Dynamiske kompositioner, levende farvepaletter, en teatralsk narrativ stil og en innovativ brug af lys og skygge.
• Indflydelser: Antonio Balestra, de venetianske renæssancemestre (Titian, Veronese, Tintoretto) samt europæiske rokoko-strømninger.