Desperation

Tidligt liv, familie og uddannelse

Alexander Struys blev født ind i et hjem, hvor manipulationen af lys og glas var et velkendt håndværk. Hans far, en mand oprindeligt fra Holland, arbejdede som mesterlig glasmaler. Denne tidlige eksponering for farvernes og gennemsigtighedens kunst har sandsynligvis formet det visuelle sprog, der senere skulle definere hans eget værk. Drengens hånd var rolig fra en meget ung alder; allerede i seksårsalderen var han elev ved akademiet i Dordrecht.

Som han voksede op, bevægede hans uddannelse sig mod de formelle strukturer i skønmaleriet. Han fandt til sidst vej til Det Kongelige Kunstakademi, hvor han studerede under Polydore Beaufaux og Jozef Van Lerius. Disse år med undervisning lagde det tekniske fundament for hans senere fokus på genremaleri og portrætmaleri. Han bevægede sig gennem disse akademiske rum med et skarpt fokus på den præcision, som den realistiske stil, han senere skulle beherske, krævede.

Rejser og tidlig karriere i Europa

I 1871 begyndte Struys at bevæge sig ud over Belgiens grænser. Han udstillede sine værker i Gent samme år, hvilket markerede et tidligt skridt ind i offentlighedens søgelys. Kort efter begav han sig mod Frankrig og England sammen med Jan Van Beers. De to mænd rejste gennem disse lande i et forsøg på at sælge deres malerier, selvom afkastet var magert. De formåede kun at tjene nok penge til at finansiere rejsen hjem.

De efterfølgende år bragte både modgang og professionel fremgang. I 1876 vakte hans maleri Birds of Prey—også kendt som God is Dead—en betydelig skandale på grund af dets antiklerikale temaer. Denne periode med provokation blev mødt med et skift i hans professionelle status. Allerede i 1877 blev han udnævnt til professor ved Weimar Saxon-Grand Ducal Art School.

Akademiske roller og professionelt liv

Efter sine tidlige år på rejse tog Struys en undervisningsstilling ved Weimar Saxon-Grand Ducal Art School, hvor han besad sin professortitel frem til 1882. I denne periode fik han lov til at følge sine studerendes udvikling, herunder den talentfulde Christian Rohlfs. Hans tid i Weimar udgjorde en stabil periode med undervisning, før han søgte mod Nederlandene. I 1882 flyttede han til Haag, hvor han tilbragte to år med primært at arbejde som portrætmaler, hvor han med stor præcision indfangede ansigtstrækkene hos dem, der satte sig for ham.

Hans senere år blev tilbragt i Belgien, nærmere bestemt i Mechelen. Her påtog han sig rollen som leder af den kongelige Tegneakademi i byen. Hans indflydelse strakte sig desuden ind i de administrative kredse i det belgiske kunstmiljø. I 1902 blev han medlem af den administrative kommission for den niende udstilling arrangeret af Société des Beaux-Arts i Bruxelles. Ved 1905 havde han nået posten som vicepræsident for Société Royale des Beaux-Arts. Han bidrog desuden til komitéen, der stod bag forberedelserne til Exposition Rétrospective de l'Art Belge, som var en del af landets 75-års jubilæumsfejringer.

Kunstnerisk stil og sociale temaer

Struys arbejdede inden for realismens rammer, hvor han rettede sit skarpe blik mod både genrebilleder og portrætkunst. Han søgte ikke sine motiver i et sterilt, formelt atelier; i stedet trådte han direkte ind i de fattiges hjem for at skildre dem, han havde valgt at portrættere. Dette bevidste valg gav ham mulighed for at observere deres liv fra selve kernen af deres egne, private rum. Hans nærvær i disse beskedne omgivelser prægede hans værker med en stille og usminket ærlighed, der vidner om en dyb menneskelig indsigt.

De emner, han valgte at udforske, berørte ofte livets barske realiteter. Hans malerier vakte stor opsigt i datidens socialt bevidste publikationer, og visse iagttagere, der blev rystet af de tunge temaer, han udforskede, kaldte ham for lidelsens og smertens maler. Hans kunst vejer ikke for de svære aspekter af den menneskelige tilstand, men fokuserer i stedet på de levede erfaringer hos dem, der lever på samfundets yderkanter.