The Large Glass

Livet og kunsten bag Marcel Duchamp

Født den 28. juli 1887 i Blainville, Normandiet, Frankrig, trådte Marcel Duchamp ind i en verden, hvor skabertrangen var dybt forankret i hans selve blod. Han var det fjerde af syv børn født af Eugene og Lucie Duchamp. Dette var et hjem fyldt med skabere og tænkere; hans søskende delte denne kreative rastløshed, da hans brødre Jacques Villon og Raymond Duchamp-Villon, sammen med hans søster Suzanne Duchamp-Crotti, alle førte et liv som kunstnere. Selvom han senere ville blive en fransk-amerikansk skikkelse af enorm kompleksitet, forblev hans rødder plantet i Normandiet-regionens stilhed.

Hans liv var aldrig blot en ensidig stræben efter penslen eller mejslen. Han var en mand med mange masker og mange interesser, der bevægede sig gennem verden som kunstner, opfinder og dedikeret skakspiller. Han adopterede endda et kvindeligt alter ego, Rrose Sélavy, for yderligere at komplicere identitetens grænser. Denne rastløse ånd drev ham til at vandre mellem de kulturelle centre i Paris og New York, altid i søgen efter at nedbryde sin tids visheder. Han ønskede ikke blot at male verden; han ønskede at genoverveje selve mekanismerne i, hvordan vi opfatter den.

Hans bidrag til den moderne æra var lige så mangfoldige, som de var uventede. Han rettede blikket mod maskinen og det hverdagslige objekt for at finde et nyt sprog for intellektet. Hans værker manifesterede sig ofte i disse former:

• Fountain
• Nude Descending a Staircase, No. 2
• The Large Glass
• Bicycle Wheel

Tidligt liv, familie og uddannelse

I den fredfyldte stilhed i Blainville-Crevon i Normandiet, Frankrig, begyndte en ung dreng ved navn Henri-Robert-Marcel Duchamp et liv, der i sidste ende skulle ryste selve kreativitetens fundament. Han blev født ind i en familie, hvor kunsten var et velkendt sprog; hans brødre, Jacques Villon og Raymond Duchamp-Villon, ville begge finde deres egne veje som både malere og billedhuggere. Denne hjemlige atmosfære af kunstnerisk udfoldelse nærede hans tidlige hang til det kreative og ledte ham mod den formelle kunstuddannelse. Han opsøgte Académie Julian i Paris, hvor han tilbragte sin tid mellem 1904 og 1905, selvom hans hjerte ofte vandrede mod billardbordet snarere end mod atelieret. Han tilbragte også et år ved Ecole des Beaux Artes, en uddannelsesperiode, der dog ikke resulterede i en langvarig hengivenhed til den akademiske tradition.

Ungdommens farver og former blev formet af tidens skiftende strømninger, idet han følte sig draget mod fauvismens intense paletter og postimpressionismens strukturelle undersøgelser. Men hans vej var ikke en retlinjet akademisk progression. I 1905 kaldte statens krav ham til værnepligt i det 39. infanteriregiment. I denne periode befandt han sig i Rouen, hvor han arbejdede for en trykker. Det var her, midt i duften af blæk og pressens rytmiske slag, at han mestrede typografiens teknikaliteter og forskellige trykkeprocesser. Disse praktiske færdigheder, lært langt fra Paris' fine saloner, ville senere præge hans forståelse af, hvordan objekter og billeder bliver reproduceret og opfattet.

Den kunstneriske udvikling i Paris

Som den unge kunstner bevægede sig gennem Paris' gader, begyndte hans tilstedeværelse i kunstverdenen at tage form gennem tidens store udstillinger. Allerede i 1909 udstillede han sine værker på Salon des Indépendants og Salon d’Automne i et forsøg på at finde sin plads blandt sin tids skabere. Han følte sig draget mod idéerne hos Paul Cézanne, hvis tilgang til form og struktur satte dybe spor i hans spirende vision. Denne periode handlede ikke blot om at lære at male, men om at finde en måde at udtrykke en verden i hastig forandring på.

Året 1911 markerede et betydeligt vendepunkt, da han blev knyttet til en kubistisk gruppe. Denne engagement med fragmenterede former og multiple perspektiver skubbede ham væk fra den traditionelle repræsentation. Det var i denne tid, han skabte Coffee Mill, et værk der signalerede hans voksende interesse for det mekaniske og det konceptuelle. Han blev optaget af tanken om den fjerde dimension og søgte metoder til at skildre bevægelse og tid inden for lærredets statiske rammer. Denne intellektuelle sult drev ham til at kigge bag om tingenes overflade og stille spørgsmålstegn ved, hvor meget af kunsten der egentlig var tiltænkt øjet alene.

De radikale år i New York

Ved ankomsten til USA fandt Marcel Duchamp sig i et landskab, der var modent til den disruption, han bar med sig i sindet. Han havde været i landet i mindre end to år, da han udførte sin mest berømte subversive handling. I New Yorks livlige intellektuelle cirkler blev han modtaget med nysgerrighed og fandt sin plads blandt tænkere og skabere, der var ivrige efter at sprænge traditionens rammer. For at forsørge sig selv i disse formative år underviste han i fransk – en praktisk nødvendighed, der gav ham friheden til at forfølge sine mere cerebrale interesser.

Det var i dette miljø, at han blev en central skikkelse i New York proto-Dada-bevægelsen. Han bevægede sig gennem byen side om side med Francis Picabia, Man Ray og Beatrice Wood, og bidrog til en oprørsk ånd, der søgte at nedbryde den etablerede orden. Hans tilstedeværelse var med til at forme selve fundamentet for New York Dada-bevægelsen og forvandlede byen til et laboratorium for idéer, der udfordrede selve definitionen af, hvad en kunstner overhovedet kunne foretage sig. Han var ikke blot en deltager i denne omvæltning; han var selve katalysatoren for den.

Hans forbindelse til det amerikanske landskab blev dybere gennem årtierne. Selvom han ankom som en besøgende på jagt efter nye måder at udtrykke intellektet på, blev han i 1955 amerikansk statsborger. Denne periode i hans liv var præget af en nægtelse af at lade sig tæmme i den komfortable rolle som professionel maler; i stedet valgte han at bruge byen som et rum for dybdegående og ofte foruroligende konceptuel undersøgelse.

Teknik, stil og readymaden

Han blev træt af det, han kaldte "retinal kunst" – de værker, der kun var tiltænkt at behage øjet med deres overfladiske skønhed. For at undslippe denne fælde rettede han sit sind mod det konceptuelle bag objektet og flyttede fokus fra den visuelle nydelse til intellektet. Denne overgang førte ham til at skabe readymades omkring 1914. Disse blev ikke valgt på grund af deres skønhed eller deres grimhed, men snarere gennem en følelse af visuel ligegyldighed. Ved at udvælge almindelige, industrielt fremstillede genstande og præsentere dem som kunst, fjernede han behovet for traditionelt håndværk. Han søgte at omgå kunstnerens hånd fuldstændigt og foretrak den bevidste beslutnings kraft frem for penslens tekniske dygtighed.

Hans praksis var en rastløs og skiftende størrelse, der nægtede at lade sig fastlåse i én enkelt stilart. Mens han arbejdede med kubismens fragmenterede perspektiver, bevægede han sig også gennem dadaismens kaos og den konceptuelle kunsts cerebrale dybder. Han eksperimenterede med et bredt spektrum af medier, fra skulpturens og kollagens taktile natur til de flygtige kvaliteter i kortfilm og endda sin egen krops tilstedeværelse. Han legede ofte med identitetens grænser ved at bruge et kvindeligt alter ego, kendt som Rrose Sélavy, for at udforske kønnets flydende natur. Gennem ordspil og tilfældighedens element forvandlede han selve skabelsesakten til et spil om logik og subversion.

• Fountain (1917)
• Bicycle Wheel (1913)
• Bottle Rack (1914)
• Comb (1916)

Vigtige værker og store innovationer

Skiftet fra maleriet til det konceptuelle begyndte at tage form gennem hans fascination af bevægelse og formens fragmentering. I 1912 skabte han Nude Descending a Staircase, No. 2, et værk der indfangede en figurs mekaniske bevægelse gennem en række overlappende, superponerede facetter. Denne tilgang søgte at skildre selve bevægelsen snarere end en statisk positur. Omkring 1913 bevægede hans interesser sig mod sammensætningen af fundne objekter, hvilket ses i Bicycle Wheel, hvor et hjul og en gaffel var monteret på en træskammel. Denne udvælgelseshandling markerede et brud med det traditionelle håndværk og prioriterede idéen over den manuelle udførelse af objektet.

Da han bevægede sig ind i den radikale atmosfære i New York, blev hans provokationer mere direkte. Han tog et helt almindeligt urinal af porcelæn, signerede det "R. Mutt" og præsenterede det som Fountain i 1917. Denne readymade-skulptur udfordrede selve definitionen af, hvad en kunstner gør, ved at antyde, at selve handlingen at vælge et objekt kunne udgøre kunst. Han fortsatte denne subversion med Bottle Rack i 1914, og senere, i 1919, tog han et postkort af Mona Lisa og vanhelligede det med et overskæg og et fipskæg, under titlen L.H.O.O.Q.. Disse værker var tænkt som forstyrrelser af beskuerens forventninger og som en tvangsmæssig genovervejelse af den æstetiske dømmekraft.

Hans mest komplekse og gådefulde konstruktion, The Large Glass, optog hans tanker i mange år, mens han arbejdede på den mellem 1915 og 1923. Dette værk, også kendt som The Bride Stripped Bare by her Bachelors, Even, benyttede blyfolie og tråd til at udforske et indviklet, symbolsk billedsprog. Gennem disse varierede eksperimenter flyttede han kunstens fokus væk fra øjet og mod sindet.

De senere år og døden

Efter sine rastløse år i Amerika vendte Duchamp tilbage til Paris i 1923. Han blev i byen indtil 1942, en periode hvor han i vid udstrækning trak sig tilbage fra den traditionelle kunstverden. Den intellektuelle strenghed, der engang havde næret hans radikale provokationer, fandt et nyt udløb i skakspillets stille og strategiske kompleksitet. Han brugte meget af denne tid med at fordybe sig i spillet, en stræben der krævede den samme mentale intensitet, som han tidligere havde anvendt på sine konceptuelle undersøgelser.

I 1954 fandt han ledsagelse i Alexina Sattler, som han indgik ægteskab med i en ceremoni i New York City. Deres liv sammen var præget af hengivenhed og strakte sig over de år, hvor han navigerede sin plads i et kulturelt landskab i forandring. Han blev endeligt amerikansk statsborger i 1955, selvom hans rødder forblev dybt knyttet til den franske jord. Han gik bort den 2. oktober 1968 i Neuilly-sur-Seine, Frankrig.

Arv og vedvarende indflydelse

Ringene i vandet fra hans provokationer rakte langt ud over avantgardens små cirkler og endte med at omforme selve fundamentet for, hvordan vi opfatter kreativitet. Han betragtes ofte som den konceptuelle kunsts fader – et paradigmeskift, der flyttede fokus væk fra det fysiske objekt og mod intellektet. Ved at prioritere idéen over det visuelle resultat ændrede han fundamentalt de billedkunsteriske retningers bane i de første årtier af det 20. århundrede. Denne forandring var ikke et pludseligt brud, men snarere en langsom og dybdegående transformation, der banede vejen for fremkomsten af surrealisme, minimalisme og popkunst. Han var med til at definere en ny æra, hvor kunstnerens intention blev den primære drivkraft for mening.

Hans indflydelse mærkedes stærkest i den måde, han dekonstruerede nødvendigheden af traditionelt håndværk på. Han introducerede begrebet om den kunstneriske koefficient – en idé, der undersøgte forholdet mellem det, kunstneren har til hensigt, og det, der rent faktisk bliver udtrykt. Denne tankegang lagde grundstenen for en senere generation af kunstnere, som fortsatte med at udforske grænserne for appropriation og beskuerens rolle. Han skabte ikke blot objekter; han skabte nye måder at tænke over selve skabelsesakten på. Hans tilstedeværelse i kunsthistorien forbliver en konstant kraft, der udfordrer grænserne for, hvad der kan betragtes som et kunstværk.

• Fountain (1917)
• Nude Descending a Staircase, No. 2 (1912)
• The Large Glass (1915–1923)
• Bicycle Wheel (1913)

Hvor man kan se værkerne i dag

For at følge sporene af hans rastløse intellekt kan man rejse til Philadelphia Museum of Art. Denne institution rummer den største samling af hans værker og bevarer bredden af en karriere, der nægtede at stå stille. Det er her, tyngden af hans indflydelse er mest mærkbar, da museet huser en enorm forsamling af hans idéer og objekter, samlet gennem hele hans liv.

I London bevarer Tate Modern det porcelænspissoir, der er kendt som Fountain. Dette objekt, som engang skabte så stor opsigt, da det blev indsendt til en udstilling, forbliver en central del af byens samling. Samtidig opbevarer Centre Pompidou i Paris hans mere eksperimenterende, kinetiske udforskninger, herunder Rotorelief n°11 og Rotorelief n°12. Disse værker afspejler hans fascination af bevægelse og den måde, et objekt kan narre øjet på.

Andre værker har fundet deres hjem i specialiserede institutioner, der afspejler hans mangeartede interesser. Monnaie de Paris besidder Trébuchet (Trap), et værk der vidner om hans vedvarende engagement i form og koncept længe efter hans tidlige år. At se disse værker er at møde de fysiske efterladenskaber fra en mand, der søgte at flytte kunsten fra øjet til sindet.