Self-portrait Giclée-print, tro mod originalens lys

Tidligt liv, familie og uddannelse

Joseph Melling trådte ind i verden den 27. december 1724 i Saint-Avold. Han blev født ind i en slægt, hvor kunsten var et fælles sprog; hans familie bestod af en veletableret linje af malere, raderere, arkitekter og træskærere. Denne arv af håndværksmæssig dygtighed har sandsynligvis formet hans tidlige forståelse for form og struktur. Efter at have gået på Lateinschule i Saarlouis søgte han praktisk mesterskab i Paris, hvor han gennemførte en læretid som tømrer. Denne periode med manuelt arbejde lagde et fundament af teknisk disciplin, før han rettede sin fulde opmærksomhed mod de skønne kunster.

Hans talent førte ham hurtigt mod de højeste niveauer af undervisning. Joseph Melling studerede under Carle van Loo og François Boucher, hvor han opsugede nuancerne i deres vidt forskellige tilgange. Hans dedikation til penslen blev belønnet i 1750, da han blev tildelt Prix de Rome inden for malerkunst. For denne ære præsenterede han en version af Laban, der giver sin datter til Jakob. Denne bedrift markerede hans gennembrud som en maler med betydeligt løfte, hvilket lagde scenen for hans fremtidige tjeneste ved Europas hoffer.

Hofmaler og opgaver i Karlsruhe

I 1758 fandt Joseph Melling sin plads i Karlsruhes fornemme hofkredse, hvor han som hofmaler for Markgrevskabet Baden sluttede sig til sin bror, billedhuggeren Christoph Melling. Denne periode i hans liv var præget af både professionel fremgang og personlig forening. I 1759 indgik han ægteskab med Josepha Lengelacher, datter af billedhuggeren Ignaz Lengelacher, hvilket yderligere vævede hans familie ind i regionens kunstneriske struktur. Hans tilstedeværelse ved hoffet var ikke blot som en håndværker, men som en betroet skikkelse i husholdningen.

Hans pensel blev ofte kaldt til at pryde adelens storslåede rum. Omkring 1760 havde han færdiggjort et loftmaleri til det store marmorsal i paladset, et værk der krævede både teknisk snilde og en dyb forståelse for hoffets monumentale skala. Hans indflydelse strakte sig langt ud over paladsets mure og ind i samfundets hellige rum; i 1764 rettede han sit fokus mod Stadtkirche i Rastatt, hvor han dekorerede alteret. Disse opgaver afspejlede et liv brugt på at navigere mellem kravet om verdslig pragt og religiøs hengivenhed.

Ud over sit malerarbejde fungerede Melling som et skarpt og vurderende øje for adelen. Han tjente som rådgiver for grevinde Karoline Luise og assisterede hende i den omhyggelige anskaffelse af en kunstsamling. Denne samling skulle senere danne fundamentet for Staatliche Kunsthalle Karlsruhe, hvilket beviser, at hans indflydelse var med til at forme selve kunsthistorien i regionen, længe efter at hans egen hånd var blevet stille.

Kunstnerisk virke i forskellige regioner

Som årene gik, trak Mellings ry ham langt ud over de indskrænkede rammer ved hoffet i Karlsruhe. Han blev en vandrer i landskabet, der bar sine pensler med til både hellige og adelige rum for at udføre sine bestillinger. I 1769 var hans hånd i sving i Schuttern, hvor han rettede blikket mod himlen for at komponere en loftfresco til klosterkirken. Det samme år rettede han sin opmærksomhed mod kapucinerklosteret i Baden-Baden, hvor han skabte dekorationer, der prydede deres sale.

Hans vandringer fortsatte, mens han bevægede sig gennem de omkringliggende territorier på jagt efter nye mæcener og nye vægge, der kunne forskønnes. Omkring 1770 var han ankommet til Hechingen, hvor han arbejdede flittigt på at skabe altertavler til Stiftskirche. Hans talent var så efterspurgt, at han ikke kunne forblive det samme sted i lang tid. To år senere befandt han sig i Freiburg, hvor han fik til opgave at skabe et stort vægmaleri til det storhertugelige palads – et værk, der krævede både fysisk styrke og en urokkelig, rolig hånd for at blive fuldført.

Kunstskole og de senere år

I sine senere år rettede Melling sit fokus mod undervisning af andre, hvor han etablerede en tegne-skole inden for murene af det, der engang havde været paladsets menagerie. Denne undervisningsperiode var præget af skiftende livsvilkår; i 1774, drevet af økonomisk nødvendighed, forlod han hoffet i Karlsruhe og flyttede til Strasbourg. Det var her, han søgte at formalisere sine pædagogiske ambitioner ved at grundlægge en kunstskole kendt som Academie de déssin d’après nature.

De politiske omvæltningers vinde nåede til sidst hans dør, og i 1789 blev den skole, han havde opbygget, erstattet af et nyt system af centralstyrede statsskoler. Men ånden fra hans undervisning forsvandt ikke. Ved 1791 fandt han midlerne til at åbne en privat skole, et foretagende gjort muligt gennem støtte fra hans søn, Joseph Ignaz Melling. Denne familiære forbindelse gjorde det muligt for ham at fortsætte sit virke inden for kunsten at tegne, selv mens verden omkring ham gennemgik en dybdegående transformation.