Udgravning

Willem De Koonings liv

Rotterdam, 1904. Luften i Nederlandene bærer på tyngden af en familie i opbrud. Willem De Kooning træder ind i verden den 24. april, født af Leendert de Kooning og Cornelia Nobel. Hans tidlige år er præget af en familiær splittelse, en skilsmisse, der efterlader en følelse af rastløs søgen i sit kølvand. Denne indre fordrivelse følger ham over Atlanten. I 1926 ankommer han til Amerika, ikke som rejsende, men som smugler på en britisk fragter, der lægger til i Newport News, Virginia. Han er en outsider, der søger fodfæste i et nyt landskab.

New York Citys rå realitet bliver hans virkelighed. Han navigerer gennem storbyens vildnis gennem manuelt arbejde, hvor han arbejder som husmaler og tømrer for at opretholde sin vision. Denne overlevelsesperiode er ikke en omvej; det er fundamentet. Han absorberer byens puls og bevæger sig fra byggepladsernes fysiske slid til lærredets intense, gesturale krav. Hans eksistens bliver en kontinuerlig forhandling mellem hans trænings strukturerede verden og den kaotiske energi fra New York-skolen.

Han forbliver en central skikkelse i den abstrakte ekspressionisme, en tilstedeværelse der består gennem årtiers stilistisk udvikling. Han bevæger sig fra skildringen af urbane scener mod et mere visceralt, fragmenteret formsprog. Denne bane fortsætter indtil hans død den 19. marts 1997, i en alder af 92 år. Han efterlader sig et værk, der afspejler en livslang kamp for at artikulere den menneskelige psyke gennem maling.

Tidligt liv og kunstnerisk uddannelse

Rotterdam, 1916. Klasselokalet efterlades. Som tolvårig forlader Willem De Kooning den formelle skolegang for at træde ind i den kommercielle kunsts verden. Han påbegynder et lærepladsforløb hos et firma af kommercielle kunstnere, hvor han lærer håndværkets tekniske mekanik. Fokus er rettet mod præcision og den praktiske anvendelse af pigment. Det er en periode præget af disciplineret arbejde, som lægger en grundsten af håndværksmæssig dygtighed, der forbliver nærværende, selvom hans senere værker bevæger sig mod abstraktionen.

Aftenerne tilhører Academie van Beeldende Kunsten en Technische Wetenschappen. Fra sine teenageår og frem til 1924 deltager han i disse timer i Rotterdam, hvor han balancerer arbejdets krav med studiet af den formelle kunst. Han finpudser sin evne til at se, til at kortlægge form og til at forstå den visuelle verdens struktur. Da han forlader akademiet, er han ikke længere blot en lærling. Han er en portrætmaler, der indfanger sine subjekters lighed med en voksende teknisk overlegenhed. Denne periode med fokuseret træning giver ham de essentielle redskaber til de radikale skift, der venter ham på den anden side af Atlanten.

Ankomst og livet i New York

At krydse Atlanten er et spil med skygger. I 1926 ankommer Willem De Kooning til USA, ikke som passager, men som smugler på det britiske fragtskib Shelley. Skibet lægger til i Newport News, Virginia, den 15. august 1926, og herfra skifter momentum mod New York Citys rå virkelighed. Byen udgør et landskab af hårdt arbejde og ren overlevelse. Han navigerer gennem det urbane miljø ved at arbejde som husmaler, tømrer og kommerciel kunstner. Disse manuelle erhverv holder ham forankret i byens fysiske realitet, mens han ufortrødent forfølger sin kunstneriske vision.

Omkring 1934 tager kampen for anerkendelse en mere organiseret form. Han tilslutter sig Artists Union, et træk der placerer ham midt i den kollektive energi, der udgør New Yorks kunstscene. Arbejdet er krævende; han bevæger sig konstant mellem den kommercielle kunsts præcision og det tunge, fysiske slid fra hans mange forskellige jobs. Denne periode er defineret af byens nådesløse, daglige slid – en by, der med tiden vil blive hans hjem. Han er en outsider, der arbejder sig frem indefra selve maskineriet i livet i New York.

Værkets kerne og de store serier

I 1930'ernes tidlige år finder vi Willem De Kooning i en intens kamp med spændingsfeltet mellem det repræsentative og den spirende abstrakte impuls. Omkring 1938 skaber han Two Standing Men, et værk der indfanger en fornemmelse af figuren, før den totale opløsning af formen for alvor tager fat. Denne eksperimenterende periode baner vejen for et radikalt skifte i de tidlige 1950'ere. Mellem 1950 og 1953 frembringer han den ikoniske Woman-serie, en række malerier, der konfronterer beskueren med fragmenterede og viscerale skildringer af den kvindelige form. Disse værker søger ikke at idealisere; i stedet anvender de et aggressivt penselstrøg til at udforske de dybe kompleksiteter i menneskelig emotion og seksualitet.

Midt i denne intense periode opstår Woman I, skabt i årene 1950 til 1952. Lærredet bliver en kampplads, hvor figuren er fanget i et spind af tyk impasto og disharmoniske farver. Dette fokus på den menneskelige figur viger dog gradvist for en anden form for rumlig spænding. Ved 1955 fuldfører han Interchange. Dette værk markerer et brud med de foregående års figurative intensitet og bevæger sig mod et ekspansivt, abstrakt bylandskab. Overgangen er tydelig i hans behandling af rum og farve, hvor han bevæger sig fra den kødelige fokus i Woman-serien mod de mere arkitektoniske og gesturale kompositioner, der kendetegner midten af århundredet.

• Two Standing Men (omkring 1938)
• Woman I (1950–1952)
• Woman-serien (1950–1953)
• Interchange (1955)

Teknik og kunstnerisk stil

Lærredet forvandles til en arena for fysisk kamp. Willem De Kooning angriber overfladen med et aggressivt penselstrøg og opbygger lag af tyk impasto, der skaber en tung, taktil topografi. Han påfører ikke blot maling; han manipulerer den, ofte ved at benytte en vådt-i-vådt-teknik, understøttet af tilsætningen af madolie til pigmentet. Denne metode muliggør en flydende og uforudsigelig interaktion mellem farverne, hvor kanter udviskes, og nye teksturer opstår gennem penslens konstante bevægelse. Hans spor er sjældent kontrollerede eller statiske; i stedet er de gestuelle og efterlader kalligrafiske, sorte former, der skærer gennem kompositionen med en pludselig og beslutsom energi.

Han nægter at lade sig begrænse af en enkelt kategori. Mens mange af hans samtidige bevæger sig mod den rene abstraktion, opretholder Willem De Kooning en rastløs spænding mellem det genkendelige og det kaotiske. Han forener ofte abstraktion og figuration ved at trække elementer fra den menneskelige form ind i et fragmenteret, ikke-lineært rum. Et ansigt kan dukke op fra et virvar af strøg, blot for at blive dekonstrueret af det næste lag maling. Denne modvilje mod at lade sig fastlåse i en definitiv form skaber en følelse af konstant tilblivelse. Værket eksisterer i en tilstand af evig revision, hvor selve maleprocessen handler lige så meget om kampen for at finde en form, som den handler om selve formen.

• Woman I (1950–1952)
• Excavation (1950)
• Interchange (1955)

Indflydelser og kunstneriske kredse

Skiftet fra repræsentation mod abstraktion finder sted i selskab med andre. I New York finder Willem De Kooning en mentor i Arshile Gorky. Deres relation er dyb; Gorky er mesteren, der presser ham mod eksperimentering og nedbrydningen af traditionelle former. Denne forbindelse danner broen mellem Willem De Koonings tidlige bylandskaber og den viscerale abstraktion, der definerer hans senere år. Han bevæger sig gennem et landskab af idéer og absorberer indflydelsen fra Stuart Davis og John Graham, hvis tilstedeværelse hjælper med at styre hans ordforråd væk fra den bogstavelige gengivelse.

Det visuelle sprog, han udvikler, er et sammenstød af vidt forskellige kræfter. Han trækker på kubismens strukturelle læresætninger og surrealismens psykologiske dybde. Picassos indflydelse mærkes i hans tilgang til form, mens værkerne fra Franz Kline introducerer en ny dimension i hans praksis. Fra Kline adopterer han en mere kalligrafisk tilgang, hvor han benytter sort-hvide emalje-kompositioner og gestuelle mærker, der erstatter de voldsomme penselstrøg. Denne evolution markerer et brud med hans tidligere, mere tunge metoder.

Han bliver en central skikkelse inden for New York-skolen. Denne gruppe af kunstnere, herunder skikkelser som Jackson Pollock og Lee Krasner, redefinerer kunstverdenens kreative epicenter. De afviser de foregående bevægelsers sterile formalisme og vælger i stedet et rum, hvor lærredet bliver en arena for spontan, emotionel sandhed. Inden for denne cirkel svinger Willem De Koonings arbejde mellem det figurative og det abstrakte, uden nogensinde helt at lade sig fastlåse i det ene eller det andet.

Ægteskab og privatliv

Året 1943 markerer et skifte i hans livs private landskab, da han gifter sig med Elaine Fried. Deres forening er en kompleks sammenfletning af gensidig kunstnerisk støtte og personlig kamp. De deler studierum og navigerer sammen gennem den intense og højintensive atmosfære i New Yorks kunstscene. Ægteskabet er præget af et åbent forhold og en fælles dedikation til deres respektive karrierer, men det er også overskygget af alkoholismens tunge tilstedeværelse. Denne spænding definerer deres år sammen – en periode præget af både intens kreativ produktion og privat ustabilitet.

I 1956 udvides familiestrukturen med fødslen af hans datter, Lisa de Kooning. Men de interne revner i ægteskabet uddybes. Ved 1957 er parret separeret. Afstanden mellem dem vedvarer i næsten to årtier, et langt ophold i deres fælles historie. Adskillelsen forbliver en konstant faktor, selvom deres professionelle liv fortsat krydser hinanden inden for de samme kunstneriske cirkler. Kløften lukkes først i 1976, da han og Elaine genforenes.

Arv og global indflydelse

Tyngdepunktet i kunstverdenen flytter sig fra Paris' traditionelle saloner mod Amerikas eksperimenterende grænseland. Willem De Kooning står i hjertet af denne transformation. Som en central skikkelse i den abstrakte ekspressionisme var han med til at etablere New York City som et globalt epicenter for kunst. Hans tilstedeværelse i New York-skolen var med til at omdefinere det 20. århundredes visuelle sprog, idet han bevægede sig væk fra de foregående årtiers sterile formalisme mod en mere visceral og gestuel tilgang til lærredet.

Hans indflydelse rækker langt ud over den umiddelbare efterkrigstid. Han betragtes som en af de vigtigste amerikanske kunstnere i det 20. århundrede, en status cementeret af hans evne til at bygge bro mellem abstraktion og figuration. Hans værker fortsætter med at provokere til debat og vække ærefrygt gennem deres nægtelse af at underlægge sig etablerede normer. Spændingen mellem kaos og orden forbliver nærværende i hans lærreder og udfordrer beskueren til at konfrontere den rå, utæmmede essens af hans motiver.

• Woman I (1950–1952)
• Interchange (1955)
• Excavation (1950)
• Untitled XII (1983)