Albert Bartholomé

Tidligt liv, familie og uddannelse

Albert Bartholomé træder ind i historiebøgerne den 29. august 1848, født i Thiverval-Grignon, Yvelines, Frankrig. Hans tidlige livsførelse førte dog ikke straks mod atelieret. I stedet kastede han sig over juridiske studier, men denne akademiske rejse blev afbrudt af kaosset fra den fransk-preussiske krig. Som frivillig tjente han i den franske hær under general Bourbaki, en konfliktperiode, der gik forud for hans formelle fordybelse i de visuelle kunstarter.

Overgangen til kunsten begyndte i klasseværelserne på École des Beaux-Arts i Paris. Her blev hans kunstneriske disciplin formet under vejledning af Barthélemy Menn og Jean-Léon Gérôme. Han rettede sit fokus mod maleriet og forfinede en teknik, der skulle komme til at definere hans tidlige karriere. Hans liv blev vævet sammen med tidens sociale struktur, da han indgik ægteskab med Prospérie de Fleury, en markis datter. Dette partnerskab forblev en central søjle i hans personlige historie indtil hendes død i 1887.

Overgangen fra maleri til skulptur

Lærredet dannede rammen om hans tidlige karriere. Fra 1879 til 1886 udstillede Bartholomé sine malerier på Salonet, hvor han etablerede sig i de anerkendte kredse i den franske kunstscene. I denne periode udviklede han et tæt venskab med Edgar Degas, en forbindelse der viste sig at være afgørende. Inspireret af Degas begyndte kunstneren at eksperimentere med den tredimensionelle form og udfordre grænserne for sin uddannelse i et helt nyt medie.

En personlig tragedie ændrede dog hans livsbane for altid. Efter tabet af hans hustru, Prospérie de Fleury, i 1887, blev overgangen fra pensel til mejsel absolut. Han forlod staffeliet for at skabe en bevægende skulptur til hendes grav i Crépy-en-Valois. Denne sorgproces markerede afslutningen på hans liv som maler. Fra 1886 og frem koncentrerede han sig udelukkende om skulptur og vendte sit fokus mod de tunge, taktile realiteter i bronze og sten.

Omkring 1891 var hans nye identitet blevet cementeret i offentlighedens øjne. Han udstillede sine skulpturelle værker hvert år på Salonet hos Société nationale des Beaux-arts, hvor han bevægede sig væk fra ungdommens maleriske traditioner for at indtage sin retmæssige plads blandt Frankrigs moderne skulptører.

Store skulpturelle værker og bedrifter

Skiftet mod skulptur finder sit mest dybsindige udtryk på Père Lachaise-kirkegården. Her indtager Monument til de Døde et massivt rum, der strækker sig over ti meter i bredden. Det er en tung og kompromisløs komposition, som blev indviet i 1899. Tyveen figur i overnaturlig størrelse befolker værket, hvor hver enkelt udtrykker forskellige følelser og reaktioner på døden. Værket undgår det sentimentale og vælger i stedet en sekulær og menneskelig tilgang, forankret i en indskrift om lysets sejr over mørket.

Denne periode med intens produktion førte til betydelig anerkendelse på den internationale scene. I 1900 vandt han den store pris for skulptur ved Exposition Universelle. Hans produktion i denne æra var frodig og bevægede sig mellem monumentale offentlige værker og intime studier i bronze. I 1899 udførte han Adam og Eva, et værk der udforsker konceptet om eksil. Senere, i 1924, skabte han et monument til Victorien Sardou, som bestod af en siddende figur af motivet samt allegoriske figurer for komedie og drama.

• Monument til de Døde (1895/1899)
• Adam og Eva (1899)
• Monument til Victorien Sardou (1924)

Teknik og kunstnerisk stil

Overgangen fra lærred til ler markerer et fundamentalt skift i hans kreative virke. Som maler bærer hans værker tyngden af naturalisme, formet af indflydelsen fra Jules Bastien-Lepage og de stilistiske tendenser hos Gustave Caillebotte. Han bevæger sig gennem maleriets medie med et skarpt fokus på realisme, men hans senere skift mod tredimensionelle former afslører en helt anden besættelse. Han arbejder med en bred vifte af materialer og benytter både bronze og gips for at give sine idéer en fysisk, næsten taktil tilstedeværelse.

Hans skulpturelle sprog læner sig ofte mod symbolismen, hvilket er mest tydeligt i hans tilgang til dødelighed og efterlivet. I stedet for blot at forlade sig på ren sentimentalitet, præsenterer hans kompositioner ofte en rå og menneskelig reaktion på døden. Hans Monument til de døde på Père Lachaise-kirkegården fungerer som en symbolistisk fortolkning af overgangen fra livet, hvor tyveen store, livagtige figurer formidler et spektrum af intense og usminkede følelser. Værket undgår det rent dekorative og vælger i stedet et kompromisløst, sekulært perspektiv på den menneskelige tilstand.

• Monument til de døde (1895/1899)
• Adam og Eva (1899)

Hvor man kan se værkerne i dag

De fysiske spor efter Bartholomés liv og sorg findes spredt over forskellige kontinenter og i det offentlige rum. I Paris bevarer Musée d’Orsay den lilla og hvide kjole, som blev båret af Prospérie de Fleury, den centrale skikkelse i 1881 maleriet In the Conservatory. Dette klædningsstykke overlever som et håndgribeligt bindeled til kunstnerens personlige historie. Ikke langt derfra finder man Père Lachaise-kirkegården, som huser hans monumentale Monument to the Dead, et værk bestående af enind i tyve figurer, der indtager en betydelig plads på kirkegårdens arealer.

Hans skulpturelle rækkevidde strækker sig langt ud over den franske hovedstad. National Gallery of Victoria i Melbourne rummer bronzen Adam and Eve. Dette værk, der blev støbt i 1905, er en permanent del af samlingen i Australien. I Paris forbliver mindet om hans offentlige bestillingsværker knyttet til byens geografi, som eksempelvis stedet for monumentet for Victorien Sardou, der engang stod ved en offentlig fontæne på Place de la Madeleine.