Preben Wölck

Tidligt liv, familie og uddannelse

Preben Wölck trådte ind på den danske kunstscene med rødder i den kystnære by Nykøbing Mors i Danmark. Han blev født den 14. januar 1925 som søn af Kristian M., en kolonialgrosserer, og Irene Marie Mortensen. Denne specifikke opvækst i Nykøbing Mors lagde det fundamentale grundlag for hans tidlige år, før han trådte formelt ind i den professionelle kunstverden. Hans slægt og det lokale miljø, han blev født i, ville forblive betydningsfulde markører for hans identitet gennem hele hans karriere.

Hans formelle uddannelse tog for alvor fart, da han blev optaget på Akademiet i 1949. Denne studietid markerede hans overgang fra privatperson til en disciplineret udøver af billedkunst. I denne formative periode gennemgik hans privatliv også en væsentlig forandring. Den 30. august 1949 blev han gift med Lissen Jensen i Nykøbing Mors. Parret fik senere to børn, hvilket skabte en familiemæssig ramme, der eksisterede side om side med hans spirende professionelle virke.

Nørrebro-perioden og socialrealismen

Wölcks tid i Nørrebro i København definerede den tidlige tyngde i hans kunstneriske virke. Han boede her indtil 1956 sammen med sin kone og to børn, og i denne periode skabte han en række værker dybt forankret i socialrealismen. Disse malerier var ikke blot nøgterne observationer; de var udtryk for solidaritet og en direkte forbindelse til menneskene i Nørrebro-kvarteret. Han rettede sit blik mod hverdagens rå miljøer og de mennesker, der beboede dem. Det var en tid præget af jordbundne, tunge motiver, der satte den menneskelige tilstand i centrum i dens umiddelbare urbane kontekst.

Æstetikken i denne æra hvilede på et specifikt og disciplineret visuelt sprog. Han benyttede sig af en streng forenkling og klare konturer til at definere sine motiver. I stedet for at forlade sig på fine skyggelægninger, blev hans kompositioner opbygget af massive figurer og stereometriske former. Denne tilgang gav hans motiver en følelse af uforgængelighed og fysisk tyngde. Farvepaletten forblev begrænset og blev domineret af jordfarver, hvilket understregede den uprætentiøse og jordbundne natur i hans socialrealistiske temaer.

Overgangen til spontan abstrakt kunst

1960'erne markerede et afgørende brud i Preben Wölcks kunstneriske bane. Han bevægede sig væk fra de strukturerede, socialrealistiske skildringer fra hans tidligere år for i stedet at omfavne det spontane, ekspressive maleri, og blev dermed en af de første kunstnere i Danmark, der adopterede denne tilgang. Dette skifte var ikke blot en stilistisk ændring, men en fundamental afvisning af hans tidligere optagethed af hverdagslige miljøer og menneskelige figurer. Ungdommens klare konturer og jordfarver blev erstattet af et ikke-figurativt, spontant-abstrakt sprog, der prioriterede selve mediets fysiske tilstedeværelse.

Hans senere værker er defineret ved en tung, pastos påføring af farve. Han opbyggede tykke lag af maling, der gav overfladen en taktil, næsten skulpturel kvalitet. Denne periode medførte en drastisk reduktion i hans farvepalette; han forlod de varierede toner fra hans tidligere skildringer til fordel for en streng dominans af sort, hvid og grå. I disse kompositioner forsvandt de figurative elementer, der engang havde forankret hans arbejde, fuldstændigt. Landskabet og mennesket var ikke længere motiverne; selve malingen blev subjektet.

Der fandtes sjældne tilfælde, hvor denne aggressive, abstrakte metode stødte sammen med hans tidligere interesser. I sit portræt af Bertel Dahlgaard eksperimenterede Preben Wölck ved at kombinere denne nye, lagdelte teknik med en mere konventionel tilgang til figuration. Det står tilbage som en bemærkelsesværdig afviger i en samling værker, der ellers bevægede sig beslutsomt mod den totale abstraktion.

Udstillinger og kunstnerisk anerkendelse

Wölcks tilstedeværelse i den danske kunstscene blev etableret tidligt og blev markeret af hans første udstilling hos Kunstforeningen Spiren i 1947. Denne indledende fremvisning blev efterfulgt af en stødig tilstedeværelse på betydningsfulde institutionelle scener, herunder Kunstnernes Efterårsudstilling og Charlottenborgs Efterårsudstilling. Disse optrædener bekræftede hans position inden for det etablerede danske kunstkredsløb i hans formative år.

Hans rækkevidde strakte sig langt ud over Danmarks grænser, i takt med at hans værker bevægede sig ind i internationale kontekster. I 1959 var han en del af udstillingen '7 danske kunstnere i Unge Kunstneres Samfund' i Oslo. Dette blev efterfulgt af en optræden i 1961 på Liljevalchs i Stockholm i forbindelse med udstillingen 'Med Dannebrogen i topp'. Mod slutningen af 1960'erne blev hans værker præsenteret på Ateneum i Helsingfors under udstillingen 'Dansk nutidskunst'. Hans ry nåede desuden helt til New York, hvor hans værker blev fremhævet i udstillingen 'Salute to Denmark' på Lefebre Galleri.

Priser og anerkendelse

Den anerkendelse, som Preben Wölck opnåede gennem sin karriere, afspejler en vedvarende validering af hans tekniske udvikling. Hans skift fra den strukturerede, socialrealisme fra hans år i Nørrebro mod en mere spontan, ikke-figurativ tilgang fremmedgjorde ikke det institutionelle etablissement. Tværtimod sikrede han sig flere betydningsfulde legater og priser, der markerede hans position i den danske kunstscene. Disse hædersbevisninger var ikke blot ceremonielle; de gav den nødvendige støtte til en kunstner, der navigerede i spændingsfeltet mellem den figurative tradition og 1960'ernes spirende abstrakte bevægelser.

Hans professionelle bane blev yderligere styrket af modtagelsen af H.P. Lindeburgs Konkurrencelegat og Villiam H. Michaelsens legat. Disse priser faldt sammen med en periode præget af intens produktivitet og stilistisk eksperimenteren. Desuden blev hans arbejde anerkendt med Akademiets Præmie, en distinktion, der vidner om hans formelle uddannelse og hans evne til at vække opsigt inden for datidens akademiske strukturer. Carlson's Præmie og Bendix-legatet cementerede yderligere hans ry og sikrede, at hans tilstedeværelse forblev relevant, efterhånden som han bevægede sig væk fra de tunge, jordfarvede skildringer af hverdagslivet mod de tykke, pastose lag af sort, hvid og grå, som kom til at definere hans senere virke.

Vigtige værker og bemærkelsesværdige værker

Wölcks kunstneriske produktion afspejler et afgørende skift fra de tunge, jordfarvede skildringer i hans tidlige socialrealisme til et mere aggressivt, ikke-figurativt sprog. Hans værk Mand på stol, udført i olie på lærred, eksemplificerer den strukturelle klarhed og de massive, stereometriske former, der definerede hans tidligere periode. Disse kompositioner lænede sig op ad tykke konturer og en forenklet tilgang til den menneskelige figur, hvilket forankrede hans motiver i en mærkbar, næsten skulpturel virkelighed.

Som hans stil udviklede sig, begyndte de figurative elementer at opløses i tykke, pastose lag af farve. Denne overgang er tydelig i hans behandling af tekstur, hvor han bevægede sig mod en palet domineret af sort, hvid og grå. Selv når han vendte tilbage til det figurative, forblev hans tilgang ukonventionel. Hans portræt af Bertel Dahlgaard er en bemærkelsesværdig undtagelse, hvor han kombinerede sin nye, ekspressive malemodel med en mere traditionel forståelse for figuration.

De senere faser af hans karriere var præget af en fuldstændig dedikation til den spontane abstraktion. Værker som Jomfru, malet omkring 1963, og Et offer fra 1973 vidner om denne beherskelse af det ekspressive, tunge impasto. Disse værker prioriterer malingens fysiske tilstedeværelse over enhver repræsentativ hensigt, hvilket markerer hans endelige brud med de skildringer af hverdagslige miljøer, der kendetegnede hans ungdom.

• Jomfru (omkring 1963)
• Et offer (1973)

De senere år og døden

Omkring 1962 havde kunstneren forenklet sin identitet ved at lægge efternavnet Madsen bag sig for i stedet udelukkende at optræde under navnet Wölck. Dette skifte faldt sammen med en periode præget af en betydelig stilistisk udvikling, hvor han bevægede sig væk fra den socialrealisme, der havde defineret hans år i København, mod en mere aggressiv og ikke-figurativ abstraktion. Hans senere værker rettede alt fokus mod maleriets fysiske egenskaber, hvor han benyttede tykke, pastose lag af sort, hvid og grå til at forme sine kompositioner. Dette var ikke en flugt fra virkeligheden, men snarere en omdirigering af den mod ren tekstur og form.

Wölck forblev gennem hele sit liv knyttet til sine rødder i Nykøbing Mors i Danmark. Han gik bort i Nykøbing Mors den 9. juni 2000 i en alder af 75 år. Hans aske blev stedt til hvile på Nykøbing Mors Kirkegård. Hans eftermæle er fortsat uløseligt forbundet med spændingsfeltet mellem hans tidlige skildringer af hverdagslivet og den spontane, ekspressive abstraktion, som kom til at definere hans senere år.